Når jeg fortæller andre mennesker, hvad det er for et projekt jeg har gang i, er der flere gange blevet sagt at det er et meget egoistisk forehavende.
Det har jeg så filosoferet lidt over og bl.a. talt med min sammensvorne og fantastiske træningsmakker om.
Bella får egentlig sagt de vise ord, der gør at jeg vil gøre ovenstående postulat om egoisme til skamme.
Vi er alle egoistiske og fraværende bare på hver vores måde. Det være sig når man sover på sofaen, sidder foran computeren i flere timer, læser i en god bog, arbejder i haven tager til ex. fodboldtræning flere gange om ugen og efterfølgende kampe. Fordi vi vælger noget anderledes og ekstremt er det ikke en skid mere egoistisk!!! Så blev det sat på plads.
Venner kommer vel igen ?
Jeg vil dog medgive, at vi for vores del for en periode i vores liv ikke får set venner og familie så meget som vi plejer. Men efter d.14 august er vi jo igen mere nærværende, selvom vi begge med et grin kan sige, når vi engang skal til Hawai og lave den ultimative Ironman. Vi er begge blevet lidt hooked på denne form for træning. Jeg tror også, at den kombination med de 3 forskellige discipliner er mindre belastende, da man bruger forskellige muskelgrupper. Det behøver jo måske ikke være så ektremt.
Livet fortsætter jo alligevel
Det siger jo sig selv, at det bliver til mange timer på landevejene, når man skal ende ud i at skulle kunne cykle 180 km. På mange af disse cykelture har jeg selskab af Bella som er blevet en god veninde. Det er ikke småting man kan få vendt på en tur øen rundt. Børn, arbejde, økonomi, mad og træningsplanlægning og frustrationer over skader.
Vi synger ikke på sidste vers...endnu
Nattergalen som jo lige nu synger det bedste den har lært er også blevet en del vores cykelture. Den sidder rigtig mange steder øen rundt og Bella er nu introduceret i dens sang og liv. Nattergalen synger til sankt hans, men vores træning fortsætter jo noget endnu, vi fortsætter ufortrødent. Det handler om vilje og mentalt er vi stærke selvom kroppen ind imellem er træt og medtaget.
søndag den 5. juni 2011
Lang tid siden sidst
Det er altså ikke, fordi der ikke er sket noget, jeg ikke har skrevet på snart 2 mdr. tværtimod!!!
Svømning der før var noget der bare skulle overståes er nu blevet en fornøjelse. De gamle Ironmen sagde jo alle " bare vent på et tidspunkt får du en oplevelse af at kunne blive ved." Det ventede jeg tålmodigt på og pludselig en tirsdag eftermiddag til svømning gik det hele op i en højere enhed.
Jeg opdagede, at jeg ikke længere tænkte over arme, ben og vejrtrækning. Det er lidt at sammenligne med den følelse jeg kan huske, når jeg ramte tennisbolden helt korrekt. Eller når jeg fik placeret badmintonbolden præcis der hvor jeg ville have den hen. Jeg tænker, at det er en følelse andre sportsfolk kender, det være sig al anden idræt.
De første 2500 meter er nået
Det lykkedes mig den tirsdag eftermiddag at tilbagelægge 100 baner uden større besvær. Jeg kunne slet ikke få armene ned og gav 100 baners kage på job.
Ovenstående har været en kæmpe sejr og forstærket mig i troen på at jeg gennemfører d. 14 august. Da svømning så absolut var den disciplin jeg frygtede mest. Til gengæld har jeg haft noget af en nedtur med løb, som jo var den disciplin, jeg havde mest erfaring i af de 3, spændt ben for mig i mine forberedelser.
Hælen driller stadigvæk
Det viser sig, at jeg har løbet på en hælspore siden september måned og dertil fået følgeskade i form af overbelastning af hele trædepuden. Jeg trænede jo bare ufortrødent, da det jo kun gjorde ondt efter løbetræning og ikke mens jeg løb.
Jeg har måttet ty til div. former for behandling bl.a. akupunktur, blokade og antiinflammatorisk medicin. Løberiet har så været lagt på hylden i næsten 1 ½ mdr. Jeg har til gengæld svømmet og cyklet som en gal for at holde konditionen i top. Det er blevet til mange km på de bornholmske landeveje incl. intervaltræning. Ligeledes har svømmehallen været besøgt flittigt og jeg har lugtet fælt af klor. Jeg havde aldrig troet at interval svømmetræning ville blive en del af mit program, men sådan er det blevet.
Og nu går det så langsomt fremad igen
Nu er jeg så småt startet op med små ture på mellem 6 og 8 km. Jeg har af en dygtig fys. fået vist hvordan man kan tape hælen, det virker rigtig godt. På et tidspunkt var jeg så desperat at jeg power walkede og tog tid i tilfælde af, at jeg ikke kom til at løbe igen. Trimcenteret blev igen en del af min hverdag, da crosstraineren jo kunne være et ok supplement. Jeg belastede jo ikke hælen i samme omfang. Det går fremad og jeg forcerer ikke. Har nu lært lektien og stopper op før skaden bliver for omfattende.
Svømning der før var noget der bare skulle overståes er nu blevet en fornøjelse. De gamle Ironmen sagde jo alle " bare vent på et tidspunkt får du en oplevelse af at kunne blive ved." Det ventede jeg tålmodigt på og pludselig en tirsdag eftermiddag til svømning gik det hele op i en højere enhed.
Jeg opdagede, at jeg ikke længere tænkte over arme, ben og vejrtrækning. Det er lidt at sammenligne med den følelse jeg kan huske, når jeg ramte tennisbolden helt korrekt. Eller når jeg fik placeret badmintonbolden præcis der hvor jeg ville have den hen. Jeg tænker, at det er en følelse andre sportsfolk kender, det være sig al anden idræt.
De første 2500 meter er nået
Det lykkedes mig den tirsdag eftermiddag at tilbagelægge 100 baner uden større besvær. Jeg kunne slet ikke få armene ned og gav 100 baners kage på job.
Ovenstående har været en kæmpe sejr og forstærket mig i troen på at jeg gennemfører d. 14 august. Da svømning så absolut var den disciplin jeg frygtede mest. Til gengæld har jeg haft noget af en nedtur med løb, som jo var den disciplin, jeg havde mest erfaring i af de 3, spændt ben for mig i mine forberedelser.
Hælen driller stadigvæk
Det viser sig, at jeg har løbet på en hælspore siden september måned og dertil fået følgeskade i form af overbelastning af hele trædepuden. Jeg trænede jo bare ufortrødent, da det jo kun gjorde ondt efter løbetræning og ikke mens jeg løb.
Jeg har måttet ty til div. former for behandling bl.a. akupunktur, blokade og antiinflammatorisk medicin. Løberiet har så været lagt på hylden i næsten 1 ½ mdr. Jeg har til gengæld svømmet og cyklet som en gal for at holde konditionen i top. Det er blevet til mange km på de bornholmske landeveje incl. intervaltræning. Ligeledes har svømmehallen været besøgt flittigt og jeg har lugtet fælt af klor. Jeg havde aldrig troet at interval svømmetræning ville blive en del af mit program, men sådan er det blevet.
Og nu går det så langsomt fremad igen
Nu er jeg så småt startet op med små ture på mellem 6 og 8 km. Jeg har af en dygtig fys. fået vist hvordan man kan tape hælen, det virker rigtig godt. På et tidspunkt var jeg så desperat at jeg power walkede og tog tid i tilfælde af, at jeg ikke kom til at løbe igen. Trimcenteret blev igen en del af min hverdag, da crosstraineren jo kunne være et ok supplement. Jeg belastede jo ikke hælen i samme omfang. Det går fremad og jeg forcerer ikke. Har nu lært lektien og stopper op før skaden bliver for omfattende.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)