søndag den 10. april 2011

"Jeg er så glad for min cykel"

Endnu en uge er gået og således en uge nærmere 14/8. Faktisk ind imellem lidt skræmmende, men jeg vil og jeg tror stadig på,  at det kan lade sig gøre at gennemføre en Ironman med blot 8 mdrs målrettet træning.

Det er nu så meget forår,  at jeg har luftet min nye dejlige cykel nogle gange i den forgangne uge. Jeg tror på, at det er en god ide at lære cyklen at kende og ikke mindst i både regn og blæst, da ingen ved hvordan vejrguderne arter sig denne dag i august. Bella og jeg har således planlagt en tur Bornholm rundt på fredag, hvor vi begge har fri. Det skal blive spændende,  at se hvor længe det vil tage os at komme øen rundt.

Er snart ved at udvikle svømmehud mellem tæerne, da det er blevet til 3 gange svømning i denne uge. Glæder mig virkelig til at opleve "at kunne blive ved". Den oplevelse er der flere garvede tidligere Ironmen, der har fortalt om. Der må altså gerne snart ske noget efter så mange timers træning.

tirsdag den 5. april 2011

Dus med morgenens fugle

Har nu den sidste halvanden uge været nødsaget til at starte min træning tidligt om morgenen. Dette er der flere grunde til. Jeg har bl.a. været alene med ungerne og desuden har jeg øget træningsmængden.

Månen har faktisk været fremme,  når jeg med løbeskoene på er startet hjemmefra kl 5 30. Vi er jo kun lige gået over til sommertid, så det er kun den første tid,  at det er så mørkt. Efter en times løb er fuglene så småt vågnet og synger lystigt, så man bliver altså i helt godt humør. Ungerne vækkes så vi alle kan komme afsted. Faktisk en god fornemmelse at have overstået en del af træningen allerede fra morgenstunden.

Det går fremad med svømningen. Jeg crawler flere og flere baner i træk nu, før jeg må stoppe op for at få luft. Træner i øjeblikket på at trække luft hver tredie gang, men det er noget hårdere. Drikker stadig en del vand ganske ufrivilligt, så meget at jeg faktisk sveder klor!

Cykeltræningen har indtil i søndags foregået på spinningcykel, men nu frister det at finde racercyklen frem, hvor det er blevet lidt mere forår.

Søndag morgen blev jeg således grebet af forårs stemning og sprang på min cykel kl 6 30 og tog turen fra Rønne mod Østermarie over Almindingen og videre mod Østerlars, igennem Åsedammen til Almindingen og retur til Rønne. En cykeltur på 48 km efterfulgt af 10 km løb, heraf de 5 km med hund udgjorde så 1/4 Ironman. Det skal så lige siges, at det gjorde godt med en times hvil bagefter. Næste gang vil jeg prøve at koble svømningen på også.

.